ASFALTskolen
Status
I starten af 2012 er status på ASFALTskolen, at godt en fjerdedel af alle branchens timelønnede medarbejdere er kompetenceafklarede. Det svarer til, at godt 300 kolleger.
Resultatet af afklaringen er, at ca. to tredjedele har behov for efteruddannelse. De fleste i dansk og matematik. En mindre del har brug for undervisning for ordblindhed.
Fra januar og frem vil flere hundrede kolleger således kommer på kurser i almene fag landet over.
ASFALTskolen er en succes og blevet godt modtaget af såvel medarbejdere som virksomheder, på trods af, at opstarten har været særdeles krævende ikke mindst for virksomhedernes HR-medarbejdere. Det skyldes bl.a. at systemet ikke er gearet til en sæsonpræget branche som asfaltindustrien. En barriere har f.eks. været, at der er uensartede regler for det tilskud man får til almene uddannelser (SVU) og det man får til faglige uddannelser (VEU).
Baggrund
For første gang i Danmark er en branche gået sammen om at løfte hele branchens uddannelsesniveau. Alle virksomheder i asfaltbranchen har sammen med fagforbundet 3F startet ASFALTskolen, der skal sikre, at alle asfaltarbejdere får tilbud om grunduddannelse på niveau med folkeskolens afgangsprøve.
I projektets første fase - der er startede i 2011 - skal alle asfaltarbejdere have vurderet deres nuværende kompetencer inden for dansk og regning. Her bliver det klarlagt, hvilke kompetencer den enkelte medarbejder allerede besidder og på hvilket niveau. Ud fra denne viden vil de relevante medarbejdere få en personlig uddannelsesplan, der kan bringe vedkommende på niveau med folkeskolens afgangsprøve i dansk og regning.
I projektets anden fase - der starter i 2012 - skal disse medarbejdere i gang med at tage de kurser, der skal bringe dem i stand til at bestå folkeskolens afgangsprøve. Det er hensigten, at medarbejderne skal på skole uden for asfaltsæsonen, hvilket typisk vil sige i perioden fra jul til påske, og her tage et par kurser hvert år. Målet er, at alle nuværende medarbejdere har været igennem ASFALTskolen inden for de næste par år.
De foreløbige resultater fra den første fase - hvor medarbejderne er blevet screenet - viser, at 40% af asfaltarbejderne har de nødvendige kompetencer og 60% har behov for yderligere kurser mv. for at kunne bestå folkeskolens afgangsprøve i dansk og regning.
Med godt 1.200 asfaltarbejdere i branchen er det et projekt, der kræver meget planlægning i virksomhederne, ledelsesfokus og penge. Projektet er derfor støttet økonomisk af fagforbundet 3F og Asfaltindustrien gennem Asfaltbranchens Udviklingsfond.
Både 3F og Asfaltindustrien kan konstatere, at projektet er kommet godt fra start. Asfaltbranchen har allerede fået megen goodwill og positiv omtale for initiativet, bl.a. har undervisningsministeren udtrykt sin tilfredshed med projektet.
Kontaktperson i Asfaltindustrien: Karin Hammer, kh@asfaltindustrien.dk.