|
|
|
Uambitiøs finanslov
Finanslovsforslaget for 2010 er desværre ikke nær ambitiøst nok på vejområdet, selv om der er gode takter som f.eks. fremrykning af infrastrukturinvesteringer på 6 mia. kr.
- På statens område er der afsat 3,3 mia. kr. til anlæg af veje – 1 mia. kr. mere end forudsat i dette års finanslov. Det er et skridt i den rigtige retning, men i betragtning af hvor langt bagude vi er med anlæg og vedligeholdelsen, er det slet ikke nok. Jeg appellerer til, at der kommer flere penge, og at Vejdirektoratet fortsætter sin fornuftige slankning af administrationen og sikrer, at pengene går til belægninger og ikke til alt muligt andet, fastslår direktør Anders Hundahl, Asfaltindustrien.
- På kommunernes område støtter vi fuldt ud op om forslaget fra Dansk Vejforening om, at staten nu må træde til og sikre, at anlægskronerne rent faktisk bliver brugt på anlæg. De milliarder kommunerne har fået nu til anlæg og veje er øjensynligt forsvundet i systemet. Asfaltindustrien kan i hvert fald ikke spore nogen aktivitetsstigning i den kommunale vejvedligeholdelse – tværtimod.
- Endelig må den sørgelige nyhed om den spildte boligmillard gøre indtryk på politikerne så kommende tilskud øremærkes til beskæftigelsesfremmende projekter som f.eks. infrastruktur. Det viser sig nemlig nu, at de fleste af pengene fra den milliard store renoveringspulje er gået i lommerne på rige boligejere, der ville have renoveret alligevel, og der således slet ikke er skabt de jobs og det aktivitetsniveau, der var lagt op til. I modsætninger hertil giver en million investeret i anlæg godt 1 arbejdsplads, fastslår Anders Hundahl, Asfaltindustrien.
FAKTA: - Danmark har 73.000 km. veje, hvoraf kommunerne har ansvaret for ca. 70.000 km.
- Dansk Vejforening vurderer, at vedligeholdelsesefterslæbet på vejene er ca. 20 mia. kr. og at det koster 2 - 3 gange så meget at rette op på en vej som at vedligeholde i tide.
- Siden år 2000 er trafikarbejdet (køretøjer x kilometer) på de danske veje vokset ca. 10 %.
- I forbindelse med, at kommunerne overtog vejene fra amterne i 2007, tyder Asfaltindustriens tal på, at markedet er faldet med op til 300.000 tons asfalt, svarende til godt 10 % af totalmarkedet.
- I kommunernes rapport ”Fundament for fremtiden maj 2009” på side 9 slås det fast, at de kommunale veje lider under et ”… massivt vedligeholdelsesefterslæb…” svarende til godt 5 mia. kr. til 2013 på infrastrukturområdet.
- Den samlede produktion af varmblandet asfalt var i 2008 2,87 mio. tons svarende til et fald på 8 % i forhold til 2007.
- Asfaltindustrien i Danmark beskæftiger godt 1.800 medarbejdere efter en afskedigelsesrunde i foråret som følge af den lavere aktivitet. Arbejdsstyrken risikerer nu at blive yderligere reduceret med op til 200 medarbejdere.
Yderligere oplysninger: Direktør Anders Hundahl, Asfaltindustrien E-mail a@asfaltindustrien.dk / telefon 36 78 08 22 / mobil 40 43 93 70
|
|
|
Nyheder
7.9.2010 - CUTBACK:
Cutback er et lovligt produkt, som asfaltindustrien arbejder målrettet på at bruge mindre af.
Læs mere
20.8.2010 - SOCIALT ANSVAR: Asfaltindustrien i dialog med Mette Frederiksen (S) om socialt ansvar fremfor kommunale sociale virksomheder.
Læs mere
|
|