Misligholdelse af samfundskapital forlænger krisen
I mange år har vi fået længere og længere til arbejde. Og nye tal fra Danmarks Statistik offentliggjort i Børsen forleden viser nu, at tendensen fortsætter. Antal beskæftigede, der arbejder mere en 50 km fra deres bopæl, steg i 2008 med hele 8.000 personer i forhold til året før – til i alt 186.000 personer. Det svarer til 6,5 % af alle beskæftigede.
Samtidig vurderer Dansk Vejforening, at efterslæbet på vedligeholdelsen af vores veje nu er oppe på ca. 20 mia. kr. Og en ny analyse fra Asfaltindustrien indikerer, at det især er kommunerne, der har svært ved at holdes deres veje i orden. I alt spilder vi 300.000 timer på vejene – hver dag! – fordi de er for få og for dårligt vedligeholdt, viser tal fra DI Transport.
Denne misligholdelse af samfundskapital, dette ufattelige spild af tid og denne laden stå til, er med til at forlænge krisen. For vi kan ikke være produktive, når vi sidder i kø i vores bil på vej til arbejde. Også varevogne og lastbiler er hårdt ramte. De har svært ved at komme frem med varerne – ikke mindst i og ved byerne, hvor trafikken snegler sig af sted. Og det hjælper ikke at lade bilen stå og tage toget, for de er også stærkt forsinkede på grund af forældede signaler og slidte sporskifter. Infrastrukturen skriger på investeringer.
I denne uge går forhandlingerne om næste års økonomi mellem stat og kommuner i gang. Jeg vil på ovenstående baggrund på det kraftigste opfordre til, at oprettelsen af vores infrastruktur kommer meget højt op på dagsordenen. KL, Kommunernes Landsforening, har selv taget første skridt i den rigtige retning ved at erkende problemets omfang i deres nye analyse: Fundament for fremtiden – Kommunernes plan for løft af de fysiske rammer for velfærd.
Jeg håber, at handling nu følger ord i de kommende forhandlinger med staten, og at vi får bevilget de nødvendige milliarder til genopretningen - så vi ved kloge investeringer i landets fremtid er med til at forkorte krisen, fastslår direktør Anders Hundahl, Asfaltindustrien.
Yderligere oplysninger:
Direktør Anders Hundahl, Asfaltindustrien
E-mail a@asfaltindustrien.dk / telefon 36 78 08 22 / mobil 40 43 93 70