Ikke flere ups-løsninger
Nu er det sket igen. Denne gang er det politiet, der har fået 651 mio. kr. ekstra til at klare diverse budgetoverskridelser, oplyser medierne. Det politi, der i parentes bemærket, sidste år fik 850 mio. kr. ekstra. Og politiet er ikke det eneste sted i det offentlige, hvor budgetterne overskrides. Diverse IT-projekter har også kostet kassen i overskridelser bl.a. i forsvaret.
651 mio. kr. ?! – det er præcist 26 mio. mere end Vejdirektoratet fik i foråret til ekstraordinær renovering af veje og broer.
Asfaltindustrien har intet imod, at vi har et velfungerende politiet, at staten har ordentligt og nyt IT og at kommunerne bruger ekstra penge på at slå sig sammen og få administrationen til at fungere. Det vi har noget imod er de uplanlagte ”ups-stigninger”, hvor man ser pengene fosse ned i et åbenbart bundløst hul af administration til genopretning af fortids synder og dårlig ledelse, mens arbejdsløsheden vokser og vores infrastruktur forfalder.
"Det ærgrer mig at se, at man nu bruger 651 mio. kr. til fratrædelsesordninger og andet i politiet, når pengene kunne have været brugt klogt og økonomisk fornuftigt", fastslår Anders Hundahl, direktør i Asfaltindustrien.
En tommelfingerregel siger, at det koster 2 – 3 gange så meget at genoprette en forfalden vej i forhold til at vedligeholde den i tide. Og én anlægsmillion skaber godt én arbejdsplads, viser beregninger. Det betyder, at der er sund, økonomisk fornuft i at bruge penge på infrastruktur: Det offentlige sparer penge i det lange løb, og vi får folkene ud af de voksende arbejdsløshedskøer og ind i produktionen.
Netop i denne tid forhandler stat og kommuner om det kommende års budget. Asfaltindustrien kræver, at det offentlige stopper ”ups-overskridelserne” og investerer pengene klogt og fremtidsrettet i genopretning af byggeri og anlæg.
Yderligere oplysninger:
Direktør Anders Hundahl, Asfaltindustrien
E-mail a@asfaltindustrien.dk / telefon 36 78 08 22 / mobil 40 43 93 70