Finansloveforslaget 2019

Finansloveforslaget 201931. august 2018

Det er uambitiøst, at regeringen har fremsat forslag til finanslov for 2019 uden et afsnit om infrastruktur og veje.


Regeringen har fremsat forslag til finansloven for 2019. I publikationen ”Større tryghed og mere nærvær”, som præsenterer regeringens initiativer, er der ingen afsnit om hverken veje eller broer! Det er nyt i forhold til de tidligere præsentationer af forslagene til finanslove, at vejene ikke er nævnt og dermed ikke er på den aktuelle dagsorden.
Når man dykker ned i den udførlige publikation, kan man dog læse, at nu er kontoen for vej-planlægning i 2019 forhøjet med 60 mio. kr. til en forundersøgelse af en fast forbindelse over Kattegat. Regeringen vil tage stilling til undersøgelsen efter en screening, der afsluttes i 2018. Der er afsat 15 mio. kr. i 2019, 25 mio. kr. i 2020 og 20 mio. kr. i 2021.
Statens investeringer til belægning stiger i 2019. I regeringens forslag til finanslov skønnes Vejdirektoratets investeringer til belægninger at stige med 114 mio. kr. eller med 26 pct. fra 450 mio. kr. i 2018 til 554 mio. kr. i 2019. Der er fremgang ved både anlæg af hovedlandeveje og ved kapitalbevarende vedligehold.
Vejdirektoratets investeringer til anlæg af hovedlandeveje stiger i 2019 med 638 mio. kr. eller med 52 pct. i faste priser. Vi antager, at belægninger udgør 20 pct. af de samlede udgifter til anlæg af veje, men da byggeriet af Storstrømsbroen udgør næsten halvdelen af stigningen i 2019, er der korrigeret for brobyggeriet ved skønnet for pengene til asfalt i 2019.

Konklusionen er, at finanalovsforslaget for 2019 er uambitiøst på vejområdet. De eneste større anlægsarbejder i 2019 er således stadig kun Storstrømsbroen og udvidelsen af motorvejen over Fyn. At der så er 26 pct. flere penge til belægninger ændrer ikke ved hovedindstykke af finanslovsforslaget set med vej-briller - det er en tynd kop the.
I betragtning af, at vi skal søge at fremme produktiviteten her i landet, så er det trist og alarmerende, at veje ikke er med på regeringens dagsorden for så vidt angår næste års finanslov. For eksempel er der vedtaget anlægslov for hele motorvejen til Frederikssund, men der er ingen penge til den 3. etape, som mangler.
Læs finanslovsforslaget her.




Medlemmer