Ineffektiv infrastruktur koster milliarder

Ineffektiv infrastruktur koster milliarder16. januar 2020

Med stigende trængsel er det penge ud ad vinduet at lade danskerne spilde tiden i trafikken. Det er tid til større investeringer i dansk infrastruktur, så hverdagen kan hænge bedre sammen, skriver Henrik Friis, Dansk Infrastruktur, og Anders Hundahl, Asfaltindustrien, i Altinget.


2020 må være året, hvor vi får en ny infrastrukturplan, der holder noget længere end den, som blev præsenteret af den tidligere regering i marts 2019.

Vi har i den grad brug for investeringer i veje og vores infrastruktur, og det skal gerne ske snarest.

Finansloven for 2020 er stort set blank, når det gælder veje og infrastruktur. Kun en beskeden cykelpulje blev det til.

Vejdirektoratet kom sidste forår med den første landsdækkende opgørelse af spildtiden på vejene.

335.000 timer hver dag eller 77 millioner timer på et år blev spildt i 2016 som følge af trængsel. Det svarer til 60.000 fuldtidsstillinger om året og et samfundsøkonomisk tab på 24 milliarder kroner.

24 milliarder kroner i samfundstab – det er mere end det dobbelte af, hvad stat og kommuner brugte på anlæg og vedligeholdelse af veje sidste år.

Det er tilmed et samfundstab, som stiger år for år, hvis infrastrukturen ikke udbygges. Dansk Byggeri har fået foretaget beregninger, der viser, at trængslen på vejene frem mod 2025 stiger med 45 procent. Ser man endnu længere frem mod 2035 er stigningen på næsten 80 procent.

På motorvejene stiger trængslen endnu mere. Der er tale om en fordobling af trængslen allerede i 2025. Stigningen er endnu større i myldretiden om morgenen og eftermiddagen.
Det koster i øvrigt to til tre gange så meget at rette op på en forfalden vej som at vedligeholde i tide. Ekstra penge, som må tages fra anden borgernær velfærd.

Der er derfor al mulig grund til at få en ambitiøs investeringsplan for infrastrukturen, for det handler både om virksomhedernes behov for arbejdskraft, mindske de store omkostninger til trængsel for erhvervsliv og pendlere – og for at få vores allesammens dagligdag til at hænge sammen, når vi for eksempel skal nå møder om morgenen og hente børn om eftermiddagen.

Læs hele artiklen i Altinget her.




Medlemmer