Klima

Klima14. november 2019

Asfaltindustrien er med i regeringens klimapartnerskab for energitunge industrier og ser frem til at yde sit bidrag til CO2-reduktion


Statsminister Mette Frederiksen præsenterede onsdag den 13. november regeringens 13 klimapartnerskaber ved et møde på Marienborg. De 13 partnerskaber repræsenterer alle grene af dansk erhvervsliv. Asfaltindustrien er med i partnerskabet for energitung industri.

Dansk erhvervsliv, herunder Asfaltindustrien, har en helt central rolle i den grønne omstilling, og med klimapartnerskaberne ønsker regeringen at indgå et tæt samarbejde med erhvervslivet om, hvordan man kan bidrage til at løse klimaudfordringerne. Partnerskabet forpligter begge veje. Vi i Asfaltindustrien forpligter os til at gøre ind indsats for at reducere vores CO2-udledning, en indsats som vi allerede er godt i gang med ved f.eks. at øget genbruget i asfalt. Og regeringen forpligter sig til at give os en hjælpende hånd, hvis der f.eks. er administrative barrierer eller rammebetingelser, som står i vejen for vores grønne ambitioner, eller ved at vi kan få vores andel af den nybevilligede grønne forskningsmilliard.

Statsminister Mette Frederiksen udtaler:
”Vi skal løse klimaudfordringen sammen. I respekt for vores unikke, stærke, danske samfundsmodel. Alle dele af vores samfund skal bidrage, for at vi kan nå regeringens ambitiøse klimamål. Jeg ved, at mennesker med forskellige interesser kan finde fælles løsninger, hvis de vil det og sætter sig sammen. Det samfundssind viser virksomheder og organisationer hver eneste dag. De tager ansvar for det samfund, de er en del af. Jeg er glad for og stolt over de 13 klimapartnerskaber, vi kan præsentere, der hver især har stærke, kompetente erhvervsledere i spidsen. Sammen kan vi vise verden, at Danmark er både grønt, konkurrencedygtigt og solidarisk.”

Formændene for regeringens 13 klimapartnerskaber:
Landtransport og logistik: Jens Bjørn Andersen, CEO, DSV Panalpina
Service, IT og rådgivning: Eva Berneke, CEO, KMD
Luftfart: Simon Pauck Hansen, CEO, SAS Danmark
Affald, vand og den cirkulære branche: Camilla Haustrup Hermansen, direktør og medejer, Plus Pack
Bygge- og anlægssektoren: Jesper Kristian Jacobsen, adm. direktør, Aarsleff
Life Science og biotek: Lars Fruergaard Jørgensen, CEO, Novo Nordisk
Handel: Michael Løve, Group CEO, Netto International
Produktionsvirksomhed: Mads Nipper, CEO, Grundfos
Finanssektoren: Torben Möger Pedersen, CEO, PensionDanmark
Energi- og forsyningssektoren: Henrik Poulsen, CEO, Ørsted
Det Blå Danmark: Søren Skou, CEO, Mærsk
Energitung industri: Michael Lundgaard Thomsen, Managing Director, Aalborg Portland (medlemmer: asfalt, tegl, cement og beton)
Fødevarefremstilling og landbrug: Jais Valeur, Group CEO, Danish Crown

Arbejdet med klimapartnerskabet falder i to faser:

Første fase løber frem til 29. februar 2020, hvor virksomhedernes og branchernes foreløbige bud på køreplaner pr. sektor skal være færdig. Køreplanerne skal indeholde vores foreløbige bud (ord ikke tal) på, hvad vi selv kan gøre, hvilke barrierer (f.eks. tekniske), vi mener der er og om vi har behov for evt. forskning- og udviklingsmidler f.eks. fra den pulje på 1 mia. kr., som regering og Folketing har bevilget til grøn forskning.

Anden faseløber fra 1. marts til efteråret 2020, hvor partnerskaberne gør de foreløbige køreplaner færdige, således at de kan være med til at danne baggrund for og være med til at præge regeringens klimakøreplan, der også færdiggøres efteråret 2020.

Klimapartnerskabernes køreplaner skal koncentrere sig om 3 ting:
1.     Hvad kan sektoren selv gøre?
2.     Hvad kan vi gøre i.f.t. andre sektorer?
3.     Hvordan forholder det nationale CO2 aftryk sig til det globale aftryk?


Læs kommissoriet for klimapartnerskab Energitung Industri her.
 

Har du gode ideer eller input til, hvordan vi i Asfaltindustrien kommer godt fra start i klimapartnerskabet, så ring eller skriv til Anders Hundahl, 40 43 93 70, a@asfaltindustrien.dk



 




Medlemmer