Året der gik og året der kommer

Året der gik og året der kommer2. januar 2019

Året der gik, har for asfaltindustriens vedkommende især været præget af to ting: Trafiksikkerhedskampagnen Pas På Min Far, som vi med succes gennemførte sammen med fagbevægelsen, 3F, og så at den ny generation af grønne, cirkulære belægninger, som for alvor har fået tag i markedet.


Den triste baggrund for, at det er nødvendigt at føre kampagnen for trafiksikkerheden ved vejarbejder er, at 80 % af alle asfaltarbejdere oplever bilisternes adfærd ved vejarbejder som dét største arbejdsmiljøproblem. Bilerne kører for hurtigt eller for tæt på. Senest kostede en trafikulykke på Vestmotorvejen den 10. december 2018 en 63-årig Falck-ansat livet.

 

Det glædelige er, at der var en enorm opbakning til vores 2018-trafiksikkerhedskampagne internt i virksomhederne, og eksternt, i medierne, så den blev meget synlig. Faktisk havde omtalen i medierne en værdi af knap 4 mio. Og en video, som to børn af en asfaltarbejde lagde op på You Tube, blev set over 150.000 gange. Jeg er overbevist om, at bilisterne på baggrund af kampagnen letter foden fra speederen, næste gang de kører forbi et vejarbejde.

 

I 2016 skrev jeg her i Maskinteknik, at der var igangsat en undersøgelse om mulighederne for mere genbrug i asfalt. Nu er undersøgelsens konklusion kommet, og den slår fast med syvtommersøm, at vi kan komme 30 % genbrug i slidlagene uden det går ud over kvalitet og holdbarhed. Borgmester Jacob Bjerregaard, der er formand for Kommunernes Landsforenings Miljø- og Forsyningsudvalg, siger om undersøgelsen: ”Det giver rigtig god mening både miljømæssigt og økonomisk at benytte genbrugsasfalt – særligt i en tid, hvor mange kommunale veje er nedslidte, fordi mængden af trafik er steget, og køretøjerne er blevet tungere. Det har resulteret i et stort efterslæb på omkring fire mia. kroner i vedligeholdelsen af de kommunale veje, som vi har brug for at gøre noget ved her og nu. Ved at anvende mere genbrugsasfalt kan vi komme både hurtigere og tilmed billigere i mål, så borgerne igen kan få gode og sikre veje at køre på”.

 

Året der kommer, bliver et spændende asfalt-år. For selv om Vejdirektoratet desværre har planlagt at bruge færre penge på asfalt i 2019 og 2020, så er der et stabilt niveau i kommunerne, jf. ovenfor, og det private marked er for alvor ved at komme op i omdrejninger.

 

Og så får vi en masterplan for veje og infrastruktur i starten af 2019. Det har regeringen skrevet i Finansloven. En plan som Asfaltindustrien længe har efterlyst. For en mangeårig plan kan nemlig modvirke skadeligt stop-and-go-politik, hvor branchen knokler det ene år, mens folkene går ledige og maskinerne samler støv i garagerne det næste år. Desværre ventes planen først for alvor at få effekt fra 2021, men Asfaltindustrien vil presse på for, at vi kommer i gang før. Vi er klar og har folkene, for vi har de senere år rationaliseret og kan i dag producere det samme med færre folk, så vi mærker ikke mangel på medarbejder så meget som f.eks. byggeriet.

 

Med ønske om et godt, grønt og trafiksikkert asfaltår-2019!

 

Nyheden, der er skrevet af Asfaltindustriens direktør, Anders Hunddahl, har været bragt som nytårshilsen i Maskineteknik.




Medlemmer