Dyrt forfald

Dyrt forfald19. februar 2020

Vores infrastruktur forfalder. Seneste eksempel er Langebro i København, hvor en kombination af bygningsfejl og manglende vedligehold kommer til at koste millioner


Det kræver en renovering til over 300 millioner kroner at udbedre skjulte skader fra opførelsen af Langebro fra 1954, hvor vand er sivet ind i brofugerne, og for at sikre broens fremtidige anvendelighed. Det skriver TV 2 Lorry onsdag den 19. februar 2020.

Det er dyrt at bygge og vedligeholde vores infrastruktur ordentligt, men det er dyrere at lade være. For det koster kassen at sidde i kø på dårlige veje og broer - som det i øvrigt koster 2 - 3 gange så meget at rette op på i forhold til at vedligeholde i tide. Seneste skrækeksempel er Langebro i København.

Men desværre er den ikke en enlig svale. For det står generelt skralt til med de kommunale veje og broer, som i Foreningens af Rådgivende Ingeniørers seneste rapport om infrastruktur får dette skudsmål: "De kommunale veje og broer adskiller sig fra de statslige ved, at de foruden deres ringere tilstand, også forventes at forværres i de kommende år. Fremtidssikringen afhænger af politisk vilje til at prioritere det massive efterslæb." Behovet for genopbygning vurderes til mellem 50 og 75 mia. kr.

Der er to ting at gøre:

1) Som Københanvs borgmester for teknik og miljø, Nina Hedager Olsen, anbefaler, at fritage strategisk, kommunal infrastruktur fra anlægsloftet

2) Som Transportminister Benny Engelbrecht anbefaler, at få vedtaget en langsigtet, grøn infrastrukturplan på et bredt politisk grundlag

Lad os komme i gang. Det er dyrere at vente!




Medlemmer