Pas på asfaltpirater

Pas på asfaltpirater21. september 2022

Lige nu er der desværre et hold asfaltpirater på spil igen i Danmark. I sidste uge modtog Asfaltindustrien en henvendelse fra Nordjylland om asfaltpirater og i denne uge har det været fra Fyn. Så pas på i hele landet...


Hvert år bliver landets villakvarterer desværre plaget af såkaldte asfaltpirater, der er engelsktalende hold, som møder uanmeldt op og tilbyder asfalt til næsten ingen penge. Asfaltindustrien vil gerne advare om det. For det første, fordi den uheldige kunde får en ubrugelig asfaltbelægning og for det andet, fordi asfaltpiraterne bl.a. misbruger vejesedler fra intetanende asfaltproducenter til at overbevise kunden om kvaliteten af deres asfalt. De fupper kunderne og efterlader ubrugelige asfaltbelægninger, der kan koste formuer at rette op.

- Her i Asfaltindustrien modtager vi hvert år adskillige henvendelser om asfaltpirater. Vi vil gerne advare om problemet, siger Anders Hilbert, der er underdirektør i Asfaltindustrien.
Asfaltpiraterne, der har bestået af engelsktalende hold, lever en omflakkende tilværelse, hvor de typisk rejser rundt i landet med familie, campingvogne og maskiner. De er hele tiden på farten, hvilket gør det vanskeligt for utilfredse kunder, politi og Skat at finde dem.

- Asfaltpiraternes fremgangsmåde er at møde uanmeldt op og tilbyde private borgere og mindre virksomheder at asfaltere deres indkørsel eller parkeringsplads til næsten ingen penge, hvis de slår til med det samme. Typisk står de allerede med vognlæs af varm asfalt og en historie om, at de har noget asfalt til overs fra et arbejde i nabolaget, som man kan få udlagt med det samme til ”en helt speciel pris”. I de tilfælde er asfalten blevet oversprøjtet med diesel for at gøre det muligt at lægge den ud lang tid efter, at den normalt ville være gennemhærdet. Resultatet er, at den færdige belægning aldrig hærder og derfor bliver ved med at være blød og ude af stand til at tåle blot en persons vægt. Kunden får derfor at vide, at de skal vente et døgn før de må færdes på den nye asfalt, hvilket er noget sludder, men efter et døgn er piraterne over alle bjerge, fastslår Anders Hilbert, Asfaltindustrien. I stedet for en ny parkeringsplads eller indkørsel får kunden ødelagt deres eksisterende belægning – og oven i det en stor ekstra udgift til at få opgravet og bortkørt den ubrugelige asfalt.
 

"Ingen seriøs asfaltproducent vil køre rundt med asfalt uden et aftalt formål.
Asfalt skal man udlægge varm inden den hærder op og bliver ubrugelig.
Derfor giver det ingen mening at køre rundt med asfalt uden en aftale, og
slet ikke med en rest kold asfalt. Det vil være spild af penge."
                                                                                     Asfaltindustrien

En anden kendt fremgangsmåde for asfaltpiraterne er også at udvide asfaltarbejdet, hvis de først har fået foden inden for døren. Asfaltindustrien ser hvert år eksempler på, at folk har accepteret af få asfalteret f.eks. en indkørsel, men ender med også at må betale for f.eks. en parkeringsplads. Asfaltpiraterne begynder simpelthen blot at asfaltere andre arealer og kræver så yderligere betaling. Hvis folk ikke vil betale, kan de optræde meget truende og har bl.a. invaderet folks private hjem med et helt asfaltsjak for at få dem til at betale for det ikke-aftalte ekstra arbejdet, advarer Anders Hilbert, Asfaltindustrien.

For at overbevise tøvende kunder misbruger asfaltpiraterne endvidere ofte såkaldte vejesedler fra den intetanende asfaltfabrik, hvor de oprindelig har købt asfalten. Disse vejesedler med asfaltfabrikkens navn og logo er blot en kvittering for den købte mængde asfalt, men asfaltpiraterne misbruger dem til at give indtryk af, at de samarbejder med en anerkendt asfaltproducent, hvilket ikke er tilfældet.

Det er altid fornuftigt at være på vagt, hvis et tilbud er for godt til at være sandt. Det gælder i særdeleshed over for asfaltpirater med en stor opfindsomhed og en meget lille moral. Så derfor: Pas på asfaltpirater…!

Sådan undgår du at falde i kløerne på asfaltpirater
1. Få alle aftaler skriftligt (pris, levering, belægningstype og forarbejde).
2. Tjek virksomheden (tjek bl.a. på www.cvr.dk om den har et korrekt CVR-nummer).
3. Tjek om den tilbudte løsning er rigtig i dit tilfælde (få et alternativt tilbud fra et anerkendt asfaltfirma – Du kan finde et asfaltfirma nær dig ved at klikke på Danmarkskortet her på forsiden).

Hvis skaden er sket...?
Hvis man har været udsat for en asfaltpirat, så kan man i sagens natur ikke få udbedret fejl og mangler mv. Oftest vil de eneste muligheder være enten at leve med en opkørt og ødelagt asfaltbelægning eller at få opgravet og bortkørt den udlagte belægning inden man får udlagt en ny korrekt asfaltbelægning. Men man bør hurtigst muligt få rådgivning om, hvordan man kan minimere skaden. Hvis man er heldig, vil man i nogle tilfælde nemlig kunne spare udgifter til opgravning og bortkørsel af asfaltpiraternes belægning, hvis man forholdsvis hurtigt får udlagt et ekstra lag asfalt mens deres belægning endnu kan bære. Kontakt en anerkendt asfaltproducent og få et gratis tilbud fra dem.

Alternativt kan man også få rådgivning gennem Asfaltindustriens Vurderingsordning, hvor en syns- og skønsmand yder rådgivning om løsning af problemer med asfaltbelægninger. Det koster kr. 1.250 i timen, og typisk vil blot et par timer være nok. Læs mere på www.asfaltindustrien.dk/Private/Syn-og-skoen/.




Medlemmer